5 tegn på tilflytterens tilpasningsevner

Med tiden oplever jeg, at der går længere og længere mellem, at jeg får lyst til at dele erkendelser om livet på landet som tilflytter. Det er hverdagen, der for alvor er flyttet ind, og så er det nok også den menneskelige tilpasningsevne. Man bliver jo ikke ved med at føle den samme kontrast som tilflytter. Man tilpasser sig så at sige.

Her er fem lavpraktiske ændringer, jeg observerer ved mig selv, når jeg forsøger at kigge lidt nøgternt på tilflytteren, der nu ikke er helt så meget tilflytter, som får 2,5 år siden.

1. Den der kliché om matchende joggingsæt - der er sgu noget om den. I København kaldte jeg det søndagstøj - altså det der meget bløde, løsthængende sæt, der bliver vasket lidt for sjældent - nu forstår jeg ikke rigtig, hvorfor det skulle være SØNDAGStøj??? Sættet har jeg på dagligt - senest 10 min efter jeg træder ind af døren. Anders og jeg matcher ikke endnu, men det er kun et spørgsmål om tid. Er der buu’ (københavner læs: tilbud), så køb to!

2. Engang kunne jeg besøge folk på tredje sal og ankomme sådan nogenlunde cool. Nu ligner jeg en, der har gennemført en ironman med fråde om munden, der meget langsomt nærmest kravler over målstregen. Min trappe-form (læs: min generelle kondition) er simpelthen så elendig, at jeg er døden nær, når jeg rammer 1. sal. Siger lidt (meget) om min (alt for) bekvemme motoriserede hverdag. Hvor blev du af indre cyklist?

3. Jeg ejer nu en refleksvest!

4. Før i tiden kunne jeg godt finde det en smule “Big Brother is watching overvågningsagtigt”, når folk på landet altid ved, hvor alle andre bor. For eksempel når snakken tilfældigt falder på en familie i området og tøsing 1 siger: “Det er Jytte og Henning, du ved…”

Tøsing 2: "Hvem Jytte?”.

Tøsing 1: “Du ved da godt, dem der bor nede i det lille gule hus i svinget, lige ved gadekæret…”

Og så falder femøren for alle. Nu er jeg så meget inde i jargonen, at hvis jeg ikke selv kan visualisere og lokalisere huset, så må jeg lige have gang Google Street View.

5. Jeg har før nævnt det med skraldespanden, der troligt bliver trukket frem og tilbage fra sit skjul og ud på vejen hver anden tirsdag her på egnen. Og at jeg som københavner tænkte, at det var meget fjollet - hvorfor lader vi dem ikke stå ude ved vejen? Nå, men efter 2,5 år er jeg blevet en del af flokken. Jeg trækker troligt, uden at blinke, skraldespanden frem og tilbage fra skjulet i indkørslen. Det virker aldeles naturligt og fornuftigt. Se, hvis det ikke er tilpasningsevne...